Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Henrik var en glad dreng/ung mand, som elskede livet.

Han var en drillepind, elskede at drille og gøre andre forskrækket.

En rigtig charmetrold over for pigerne. Verdens bedste storebror, Henrik og hans søster holdt sammen i tykt og tyndt. Hjalp hinanden, festede og gik i byen sammen og havde de samme venner.

Livet skulle leves fuldt ud, han skulle ikke gå glip af noget og alt skulle prøves. Hans valgsprog var:
"hvis ikke du kan, så må du lærer det"

Det levede han selv fuldt op til. Han boede hjemme og arbejdede på livet løs. Han elskede at komme i byen og kunne godt li' at bruge penge, var meget gavmild over for vennerne. Altid hjælpsom.

Blandt venner og kammerater havde Henrik et kælenavn; Ja faktisk flere, Abe, Monkey, Gorilla, Aben og mange andre. Han elskede at klatre/kravle op alle vejne.

På arbejdet var det lettere at kravle op når der skulle hentes noget, end at bruge trucken. Han syntes det var sjovere.

Her på det sidste var han begyndt at søge efter lejlighed, han havde så mange planer, Skulle flytte i egen lejlighed, og til efteråret skulle han ind til politiet sammen med en kammerat.

Den dag han døde, havde han været til bowling med arbejdet i Hillerød lørdag aften.

Han lånte mor's bil, da han ikke skulle drikke for han skulle på arbejdet søndag morgen. Han faldt i og fik alligevel for meget at drikke så han ikke ville kører bil (fornuftigt nok) han tog bussen med de andre til Helsingør, hvor de var på et værtshus. De bryder op kl. 3.30 og Henrik og en kammerat går ned til Helsingør station for at tage det første tog hjem. Der er ca ½ time til toget kører og de sidder på en bænk og venter.

Henrik syntes åbentbart at det er for kedeligt og begynder at fjolde rundt på stationen. Abekat som han er, opdager han at der på det tog som står rangeret, er en stige på siden af toget.

Han klatrer op af stigen og i det øjeblik han rejser sig op, rammer han kørerledningen og dør på stedet.
Da var kl. 4.08...

Vi bliver vækket ved at det ringer på døren og udenfor står der to politifolk. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, jeg viste bare at den var helt gal og at det kun kunne være Henrik (underligt) Hans søster var heller ikke hjemme.

Man går helt i chock, tror ikke på det og jeg ville bare op til sygehuset og se ham, for det kunne jo ikke være rigtigt.
Hvad der blev sagt både herhjemme og på sygehuset aner jeg ikke, kan simpelthen ikke huske det.

I løbet af eftermiddagen strømmede det bare ind med unge mennesker herhjemme, efterhånden som de fik det afvide. På et tidspunkt var der 30-35 unge mennesker her. Sent på eftermiddagen tager vi alle op på Helsingør station og lægger blomster og tænder lys.

Om onsdagen lå han i sin kiste oppe i kapellet ved kirken. Han havde sit nye tøj på og bare så flot.

Han lå med sine solbrikker i håret, og motorbrillerne om halsen.

Smøgerne i den ene hånd og telefonen i den anden.

Han var smuk syntes jeg.

Han lå som om han kunne springe op og råbe "så der party" som man plejede at se ham..

Uden for kapellet blev der spillet hans musik, Tekno, stille og roligt og vi fik alle taget den afsked med ham som vi ville. Hans søster havde købt et knækhjerte hvor Henrik fik den ene halvdel på i kisten og hun selv tog den anden del på. Hun har ikke haft det af siden.

Han fik mange smukke ting med på vejen i kisten, både af os og vennerne.

Henrik blev begravet om lørdagen. Det var vildt så mange mennesker der var, der var slet slet ikke sidde og stå pladser nok. Der var blomster over alt og hans onkel holdt en meget smuk tale for ham i kirken.

Han blev båret ud af kirken til melodien af Kim Larsen: Om lidt er her stille..

Nu det hele slut og her er blevet meget stille.

Jeg fatter stadig ikke at han ikke kommer hjem igen, man går stadig og lytter efter ham, som man plejer. Vi savner ham, og livet bliver nok aldrig helt det samme igen.

Jeg håber dog at man en dag vil opdage at det dog aligevel er til at leve med og vi har heldigvis en masse gode minder om ham. Både foto, video og i hjertet. På hans gravsten står der:

"Han var en ener"

Og det var han!

Henrik! Vi savner dig og vil altid tænke på dig med glæde. Du vil for altid være printet ind i vores sind og vi vil aldrig glemme dig.

Tak for den tid vi nåede at have sammen.

VIL ELSKE DIG FOR EVIGT