Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Nivå kirke, lørdag d. 11. maj 2002 kl. 11
HENRIK ELVIN PEDERSEN
Salmer: 696, ”Guds kærlighed er...”, 727, 677

Salme 31, 15-16: Men Herre, jeg stoler på dig, jeg siger: Du er min Gud, mine tider er i din hånd.

Et menneskeliv har jo adskillige tider. Vi synes ikke, at tyve år er nogen alder – nej, men alligevel. Også Henriks liv har rummet mange tider, hver med sit særlige præg, hver med sine ansigter og sin farve. Vi ved det egentlig udmærket godt. Det er ikke sådan, som vi ofte i dagligsproget stiller os tilfredse med, at mennesket har sin tid - i ental. Et andet sted i Det gamle Testamente, i Prædikerens Bog, kan vi læse mere udførligt om det: Der er en tid til at fødes og en tid til at dø, tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, tid til at søge og tid til at miste, tid til krig og tid til fred, blandt meget andet. Men tonen i Prædikerens Bog er grundlæggende noget resigneret, næsten lidt fatalistisk i det. Prædikeren ved godt, at der bag alle livets omskifteligheder er en Gud, der råder for det alt sammen, men det er nu mest den strenge, uudgrundelige skaber af og dommer over det hele, han har for øje. Endeløs tomhed, siger Prædikeren, alt er tomhed - sådan lyder det både i begyndelsen og i slutningen af hans skrift. Og sådan må det lyde i enhver af os, når vi står sammen og ikke kan sige noget, der rigtig giver mening over for den meningsløse erfaring, at vore tider, alle de tider, som tilsammen udgør et menneskeliv, en dag pludselig bliver forbi. Hvad er der så tilbage ud over tomhed?

Salmisten bag Salme 31, som jeg læste et stykke af, han har noget af den samme tanke med tiderne - men han ved noget mere. Han synger ikke bare ud i tomheden, den endeløse tomhed, han synger direkte til en person: Men Herre, jeg stoler på dig, jeg siger: Du er min Gud, mine tider er i din hånd. Også salmisten synger ud af en erfaring af smerte og angst og ensomhed. Det er ikke just nogen munter musikant, man hører i Salme 31, det er toner nede fra de dybeste og mørkeste rum, man kender; dernede bliver de rigtige sange til, de sange, som kan bære. Det kan de, fordi de giver den erfaring videre, at Guds vej også går der, hvor vore veje sander til og bliver borte, der, hvor vore tider bliver endeløs tomhed. Den grundtone går også igennem de salmer, I har valgt at synge her i kirken i dag - om den soles sol fra Betlehem, der bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper. Det er det håb, der lyser hen over alle vore tider: at vi er i Guds hånd - og derfor er sangene så fulde af lys. Det er ikke muligt at forvilde sig så langt ind i mørket, at det lys ikke kan nå os, det kan ikke lade sig gøre at komme så langt ud på det dybe, at Guds hånd ikke kan holde os fast også der. Er det ikke en påstand, kan man spørge. Jo, det er det naturligvis, som enhver prædiken i bund og grund er en påstand. Men det er en påstand, som vi har fra den levende Gud selv, som ved vor Herre Jesus Krist vor Fader ville være. Han har gået mørket og tomheden igennem, for at ingen af os skulle blive ladt alene. Det er ikke nogen garanti mod ulykke eller endda mod fortvivlelse, men det er et løfte om, at vore tider, hvordan de så end former sig, er i hans hånd, hvis kærlighed er stærkere end mørket og tomheden og alle de andre magter.

Der er vist ingen grund til, at jeg i dag bruger de store ord. Dels ved alle I, som er til stede, meget bedre end mine ord kan sige det, hvem Henrik var og hvad han har betydet for jer hver især. Dels har jeg en fornemmelse af, at store ord slet ikke ville passe til alt det, I forbinder med Henrik. Derimod er der noget andet, som passer rigtig fint – og det er det, at I er så mange i dag, som stiller jer ved siden af hans familie og hans nærmeste for at vise, at I er sammen med dem i chokket, i sorgen og i forfærdelsen. Sådan har det været hele ugen og sådan er jeg sikker på, at Henrik ville have ønsket det. Vi kan ikke tage chokket eller forfærdelsen fra nogen, men vi kan være der og vi kan dele den, ikke med store ord, men ved at tale sammen om alt det gode, der har været og om alt det, det er værd at holde fast i og huske. For hører vi sammen, så hører vi sammen både når det går godt og alting ser lyst ud – og når mørket er ved at lukke sig om os og det hele bliver for svært at klare alene. Sådan var Henrik jo altid den første til at være der med et klap på skulderen og et opmuntrende ord, når nogen af jer havde det svært. Og derfor vil han virkelig blive savnet – som søn og bror og blandt sine mange venner, men også blandt kollegerne og kammeraterne på Coloplast og de mange andre, som måske bare i glimt nød godt af hans glæde og hans overskud. Han var jo en af dem, der havde nok af det hele, nok til at dele ud af det. Og når man har fyldt så meget, så efterlader man også et stort tomrum. Men det skal I give lov til at være der. Det er dér, sorgen kan være til som den del af livet den er – og det er også dér, glæden alligevel kan pible frem med tiden. Hvorfor sker sådan noget her? Vi kan ikke svare på det, for der er ikke noget svar. Men vi ved, at nogen kan nå at dele så meget ud på tyve år som andre på det flerdobbelte. Det afgørende er ikke den tid, vi får, det afgørende er den tid, vi har. Så skal det være vort ønske for jer, at den glæde, Henrik var i jeres liv, må leve videre iblandt jer og at der ud af savnet må vokse en taknemmelighed for alt det, I har fået gennem ham.

Mine tider er i din hånd, siger vi. Når vi om lidt skal foretage jordpåkas-telsen, så indleder vi den med nogle ord fra 1. Petersbrev i Det nye Testamente om det levende håb, vi er genfødt til ved Jesu Kristi opstandelse. Det er nøjagtig de samme ord, som lyder ved enhver barnedåb og de har også lydt, da Henrik blev døbt inde på Østerbro. På den måde vil vi sige, at vore tider fra den første, spæde begyndelse til den sidste skovlfuld jord over os er omsluttet af et levende håb. Døden er en fjende af vore tider, grænsen for alt det, vi kan se. Men vi blev døbt til at høre sammen med ham, som er Herre over vore tider, Herre selv over døden. Vort håb er levende fordi han er levende. Så sender vi heller ikke vore døde ud i endeløs tomhed, men vi lægger dem med tak i Guds hånd, fordi vi stoler på, at der bag den hånd er en vilje, der holder os fast og aldrig slipper, en glæde, der ikke kan dø. Hans nåde være med os alle, med levende og døde. Amen.