Tema: Sorg i børnehøjde
Lene Østergaard svarer på spørgsmål
25. juni 2010 af Maria
Kære alle sammen
Jeg er så glad for at se, at så mange af jer har fundet kræfter og tid til, at sende jeres sprørgsmål til Lene Østergaard, der er kommet mange virkelig gode og svære spørgsmål synes jeg.
Lene har svaret på fem spørgsmål og jeg håber meget, at de kan hjælpe jer med børn eller børnebørn der oplever, at skulle hjælpe de små igennem sorg og tabet af en nær. Har i yderligere spørgsmål, kommentarer eller erfaringer i har lyst til at dele ud af, så besøg forummet for børn og sorg.
Nedenfor kan i læse brugernes spørgsmål og Lene Østergaards svar:
Er det OK, at børn i en periode får lov til at trække sig ind i sig selv og ikke ønsker at tale om den de har mistet?
Ja, det er helt ok. Så hvis ikke han eller hun vil, må du lade barnet være i fred med det. Årsagen er, at man ikke som forælder eller pårørende kan insistere på at der deles dybt personlige tanker, hvis ikke den anden part har lyst eller er parat til det. Man kommer ikke langt med at presse sig på; tværtimod kan ”døren blive låst”. Det kan meget let opleves som et pres på barnet at skulle tale om noget, der gør ondt. Ingen får noget ud af det, hvis det bliver tvang.
Du må vente! Hjælp er kun hjælp til rette tid. Det handler rigtigt meget om timing: måske kan emnet og følelserne bringes på bane, når tiden og stemningen er moden. Dér skal du bruge din indfølingsevne og intuition, hvornår det er.
Der er nemlig mange elementer, der skal være til stede, for at en snak kan blive god - og blive til flere snakke. Der skal gerne lidt hygge og tryghed til, sodavand og snol på bordet – og så kan det flettes ind undervejs. Eller en lang biltur med barnet på forsædet, hvor man ikke rigtigt kan lave andet. Og når emnet så kommer på tapetet, så kom med personlige meldinger, om hvad du tænker og hvordan du har det. Tal ud fra dig selv;- så får du et svar!
For børn ikke nødvendigvis er parat til at snakke, når de voksne er det. Af samme årsag har jeg skrevet en lille bog børn, hvor børnene kan gå ind i deres lønkammer for at læse, tænke og skrive. Og jeg har lavet en hjemmeside, www.detforsteaaruden.dk , hvor der er en lille ”samtalemanual” til de pårørende, som måske kan være en hjælp, når man gerne vil indlede en samtale om et vanskeligt emne. – Jeg kan berolige dig med, at det aldrig bliver for sent at tale om det.
Hvordan håndterer jeg min datters vrede, rettet mod hendes døde morfar?
Vrede er en helt almindelig følelse ved dødsfald. For din datter er jo blevet forladt. Vrede kan godt være konstruktivt, fordi det er en følelse, der kan holde sorgen og smerten på afstand, så hun ikke bliver fuldstændigt overvældet.
Det er sandsynligt, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre med alle de dybe følelser. Følelserne er meget afhængige af, hvordan hendes forhold har været til hendes morfar, og om de har afklaret situationen åbent og ærligt, inden hans død.
Derfor må du prøve at ”undersøge” hendes vrede; dvs. reagere på den og dens indhold. Du må først og fremmest bemærke den og sige, at du kan se og mærke, at hun er vred. Og hvis hun står ved den, må du spørge ind til den: hvad hun er vred over og hvorfor.
Vreden vil sandsynligvis lufte af, når den bliver set og taget alvorligt. – Så vil du derefter kunne komme til sorgen, som I kan dele og være fælles om. Fællesskab er det bedste middel mod sorg og følelserne af ensomhed og forladthed, som følger i kølvandet på døden.
God ”arbejdslyst”.
For et par måneder siden vi en mistede en lille pige, vores to ældre børn på hhv. 3 og 5 virker jaloux på den opmærksomhed deres lillesøster fik op til og efter sin død, er det normalt og hvordan skal vi håndtere det?
Sorg i en familie tærer på kræfterne og overskuddet. I er igennem en meget svær tid, hvor jeres verden radikalt har forandret sig og aldrig bliver den samme igen. Det er klart, at I alle er påvirkede; selv familiens familiens små er det , selvom der er meget, de ikke forstår. Og de ikke forstår dødens endelighed.
Det kan godt være at det er strengt at jeg siger det, men jeg gør det alligevel: små børn er små egoister. De har ikke voksnes indlevelsesevne. Forståelse for andres smerte kommer først senere. Derfor er de jaloux, selvom lillesøster ikke er der. For det er jo rigtigt, hvad de oplever: at lillesøster koster jeres kræfter. Det er meget anstrengende, at der skal være plads både til sorg og forældreskab for to små unger.
I skal først og fremmest passe på jer selv og især jeres parforhold. Få nogle, f.eks. bedsteforældre og gode venner, til at tage sig lidt af jeres børn og til at give dem noget at det, som I ikke har overskud til lige nu.
Med hensyn til den lillesøster, som jeres børn skulle have haft, vil jeg råde jer til at inkludere søster i familien. For hun er der jo alligevel. Hun er alle vegne og i jeres tanker – det kan de mærke. Og det kan jeres børn tage del i. Jeres børns bamser kan sige god nat til lillesøster. De kan sige god nat og god morgen til hendes billede og spørge hende, om hun har det godt, og hvad hun laver.
Lev jer ind i børnenes verden, selv om det tærer på jer og der ofte er ”sort skærm” i jeres hoveder. Lån også nogle bøger på biblioteket om døden. Tag dem med på kirkegården. De kan lægge ting på gravstedet og tænde lys. Giv sorgen plads; lad være at skubbe den væk. Vær fælles om den med børnene, også selvom de ikke forstår, hvad I går igennem.
Om nogle måneder får jeg udgivet en bog på Alfa forlag, Himmelby, med illustrationer af Lea Letén. Det er en ide og arbejdsbog, når man har små børn i familien, der har mistet. Jeg håber den kan blive en hjælp i børnefamilier, sådan som jeg har tænkt og håbet – måske for jer?
For et års tid siden fik jeg tvillingedrenge, efter et døgn mistede vi den ene. Min dengang 4 årige søn, nåede aldrig at se ham i live, men sagde farvel efter han var død. I dag vågner han stadig om natten og græder fordi han savner ham. Hvordan hjælper jeg bedst min 5 årige søn med, at komme sig over tabet af sin lillebror?
Når man er 5 år er der meget man ikke kan udtrykke med ord. Jeg gætter på, at I er forvirrede over, at han kalder tabet af sin lille bror for ”et savn”. For på en måde kan man jo ikke savne noget, man ikke har haft ifølge en voksen, logisk tankegang. Men så simpelt er det bare ikke….. Og jeres dreng er helt sikkert påvirket af stemningerne i jeres familie omkring de håb og drømme, som I som forældre og par har haft til at få tvillinger. Drømme som hurtigt er bristet. Og jeres reaktioner, da I mistede, har ikke ladet sig skjule.. Begivenhederne omkring tabet af jeres ene tvillingebarn har gjort dybt, dybt indtryk på din ”store”dreng.
Måske kan I have glæde at se på hans følelser og udtryk som en længsel efter noget, han heller ikke har fået, men gerne ville have haft. Og det kan I godt tale med ham om! - I kan f.eks. lave en lille fantasileg, hvor han taler med sin lillebror. Eller du kan tale med hans bamse, mens han hører om, at du ved, at han ville ønske at……. (alt det, de kunne have lavet eller går og forestiller sig; hvor lillebror et henne nu, osv.) I skal bruge jeres fantasi! I skal i børnehøjde med en 5 årig og se verden med hans øjne.
Den lillebror/ tvillingebror, som jeres familie har mistet, er stadig i jeres liv. I skal finde en god plads til lillebror, så han får tilkendt den betydning, han har og fortsat vil have. Som jeg har skrevet til en anden her på portalen, tror og håber jeg, du vil kunne finde inspiration i min næste udgivelse, Himmelby, som kommer om nogle måneder på forlaget Alfa. Den er nemlig rettet til små børn og har ideer til, hvordan man kan inddrage dem i det familieanliggende, som sorg er.
Hvad skal jeg svare min 3 årige dreng når han spørger om børn kan dø?
Lige nu sidder jeg at tænker, at der sikkert er en grund til, at du ”færdes” på mindet.dk; at der er et dødsfald i jeres familie, som har trukket spor og fylder jeres tanker!
Da vi i min familie mistede min ældste storebror på 22 år for efterhånden mange år siden, husker jeg, at min mormor sagde, at gamle skal dø, unge kan dø. Det var et faktum og meget kontant, men ordene var faktisk en trøst; nok fordi min mormor var gammel og om nogen fandt det unaturligt at miste et barnebarn.
Din 3 årige dreng forstår endnu ikke dødens endelighed og ufattelige betydning. Det er først fra 7-8 års alderen, at børn kan det. Derfor er døden som begreb meget abstrakt for ham. Det er sandsynligt, at han forestiller sig, at den, I har mistet, kommer tilbage. Eller lever et andet sted. Derfor tror jeg ikke, at du behøver at frygte, at du vil gøre ham bange ved at svare ærligt på spørgsmålet.
Jeg synes, du skal prøve at tale med ham, om der er en grund til at han spørger om netop det? Og hvordan han forestiller sig, at det er at være død. Åben og ærlig snak er den bedste medicin mod uro og viser, at du tager ham alvorligt og tør snakke om det. Du kan evt. tage en tur på biblioteket med ham og finde bøger om emnet. Jeg ved, der findes en bog, som er god: ’And, døden og tulipanen’ af Wolf Erlbruch, der er udkommet i 2007 på Høst og Søn. Den er fra 4 år, men måske går den an. Den er i hvert fald god.
Spørg Lene Østergaard om børn og sorg
9. juni 2010 af Maria
Står du overfor, at skulle tale med et barn om det, at miste en nær og sorgen der følger og er du lidt i tvivl om hvordan du skal gribe det an, så har du nu mulighed for at stille dit spørgsmål til forfatter, præst og familie- og sorgterapeut Lene Østergaard.
Hvis du sender dit spørgsmål til lyskjaer@kristeligt-dagblad.dk inden onsdag den 16. juni 2010, så vælger vi 5 som vi tager med til Lene Østergaard.
Lene Østergaard har skrevet bogen, 'Det første år uden', som vi bringer et uddrag af her på Mindet. Der en procesbog til forældre, pårørende og fagfolk, som vil hjælpe barnet eller den unge, når vedkommende oplever en nærtståendes død. Bogen retter sig til skolebørn på alle alderstrin. Den er først og fremmest skrevet til børnene, men ikke som en læse-selv-bog. Bogen læses sammen med barnet som udgangspunkt for samtale om barnets egne oplevelser.
I bogen gennemgår hun, hvad der praktisk sker i forbindelse med et dødsfald, og den følger og understøtter tanker i tiden indtil cirka et år efter. Bogens tre hovedafsnit er: 1. Dødsfald og begravelse, 2. Den første tid efter, 3. Savn og mærkedage. På Mindet bringer vi et udsnit af bogens tredje kapitel Savn og mærkedage, det kan læses her.
Læs mere om bogen 'Det første år uden' på forlagets hjemmeside.
Lene Østergaard er Cand.teol. og præst siden 1991. Hun er efteruddannet i sorgterapi ved De sociale Højskoler i København og Odense, samt uddannet ved Kempler Instituttet i familie¬rådgivning og familieterapi. Hun er medarbejder på rådgivningscenteret Unge og Sorg og har arbejdet med sorggrupper for såvel børn som voksne på Institut for Diakoni og Sjælesorg, Dianalund og i projektet Familietjenesten, København. Men hendes væsentligste erfaring i arbejdet med sorg er hendes egne tab:
”Jeg min familie mistede min ældste bror, der døde i en motorcykelulykke, da jeg var 15 år. Som ung har jeg også mistet gode venner og familie. Jeg er blevet bedt om at bisætte eller begrave dem, hvilket har været meget svært. Således kender jeg til død og sorg fra såvel professionelle og private indfaldsvinkler.”
Send dit spørgsmål til Lene Østergaard til e-mailen lyskjaer@kristeligt-dagblad.dk inden onsdag den 16. juni 2010.
Mange hilsner Maria
Fem gode råd til at tale om døden med sit barn
21. maj 2010 af Maria
Jeg har netop læst familievejleder Lola Jensens råd til, hvordan man taler om døden med sit barn eller barnebarn. De fleste ved, hvor svært det er at tale om sin egen sorg, men endnu sværere kan det være at tale med børn om det at miste.
Lola Jensen råder folk til at være ærlige, når de taler med om døden med børn. Børn er spørgelystne og tænker abstrakt, derfor er det vigtigt for den voksne at være samlet og klar men nænsom. Hvide løgne er naturligvis tilladt, når virkeligheden er for grum, men den grundlæggende sandhed må ikke forties. Det er den voksnes opgave ikke at videregive egne sorger og bekymringer til barnet. Det hverken kan eller skal barnet bære.
Barnet skal sørge på sin egen måde, der kan veksle med sorg og leg, fordi børn ligesom voksne sørger på forskellige måder. Læs hele artiklen om børn og sorg på Kristeligt Dagblad
Vi voksne er jo ikke alene med sorgen, for børn giver det at opleve et dødsfald i familien en masse tanker om fx deres egen død. Men hvordan imødekommer man børn og deres mange spørgsmål i den slags situationer. Måske har du oplevet at stå overfor at skulle tale med dit barn eller barnebarn om det at miste en ven eller et familiemedlem, og måske har du gjort dig nogen erfaringer, der kunne komme andre til gavn.
Jeg har oprettet et forum på Mindet om børn og sorg, hvor det er muligt at dele links, erfaringer og give gode råd til hvordan man håndterer børn og sorg. Jeg håber, at I vil benytte jer at forummet og muligheden for at hjælpe hinanden ved at dele erfaringer, som I før har gjort.
Mange hilsner Maria