Til minde om Mia Felicia og Carl Johan Sommer

Til minde om min elskede familie

Mia Felicia Sommer
Født 15. maj 1993 Død 13. november 2006
Carl Johan Sommer
Født 23. februar 1972 Død 13. november 2006

Mandag d 13.11.2006 havde vi travlt på min arbejdsplads, og jeg kunne ikke komme hjem til kl 14 hvor min datter havde fri - som jeg ellers plejer.
Mia er vort eneste barn, og nok en smule forvent mht opmærksomhed, så jeg ringede og aftalte med min mand at han skulle tage hjem i stedet.

Da jeg kom hjem kl 16.15 stod der en buket hvide roser til mig på bordet og et kort fra verdensnaturfonden - med en pandabjørn (Mia havde millioner af dén slags derhjemme) - hvor der stod at de var kørt ud for at købe ind.

Jeg ringede til Carl og sagde at jeg var kommet hjem, han sagde at de lige var i Sportsmaster, men at de snart var færdige.
De ville ringe, når de var ved at være hjemme.

Kl 16.45 modtog jeg en sms fra Mia hvor der stod "Hej søde mor, nu kan du godt lave the, vi er hjemme om 10 min. Glæder os til at se dig. Kærlig hilsen Mia og Far. Ps, vi har en overraskelse".

Jeg lavede the, dækkede bord med boller og ventede på dem.
Min mand kan godt være lidt hurtig til at skønne - så jeg tænkte, jaja han har sagt 10 min, men måske han har undervurderet eftermiddagstrafikken...
Da der var gået ca 30 min begyndte jeg godtnok at undre mig og sendte en sms til Mia.
Hun svarede ikke, hvilket var MEGET USÆDVANLIGT, så jeg ringede hende op.
Heller intet svar - og så blev jeg bekymret!
Jeg ringede til Carl, som heller ikke svarede, og mit hjerte gik fuldstændig i selvsving.
Jeg begyndte at svede og ryste og anede slet ikke hvad jeg skulle gøre.
Havde en klar fornemmelse af, at noget var sket.

Jeg ringede til politiet, som sagde at de ikke kunne sige noget eftersom jeg ikke vidste hvor de var helt præcist, men at jeg kunne ringe senere, hvis jeg ikke havde hørt noget.
Ellers ville de råde mig til at holde telefonen åben og vente hjemme.

5 minutter efter blev jeg ringet op fra hospitalet.
Om jeg var Helle, gift med Carl Johan Sommer?
Og mor til Mia Felicia Sommer?
Ja, kunne jeg kun svare.
Så måtte jeg hellere komme derop.
- Hvad er der sket med dem?
De kunne kun sige, at de havde været ude for en trafikulykke og det så ikke for godt ud.
- Er de døde?? Råbte jeg..
- Du må hellere komme herind, så kan vi give dig mere information, sagde stemmen (jeg kan slet ikke huske, om det var en mand eller en kvinde).
Og måske ville det være en god idé, hvis jeg tog en anden pårørende med...
Dét kunne jeg slet ikke tænke på - fløj bare ud af døren, ind i bilen og op på hospitalet.

Og dér skulle min verden så blive smadret for altid!
For ja, min elskede elskede mand og min dyrebare datter var desværre blevet taget fra mig!
En ung mand havde overset sin vigepligt, spiritus- og narkotikapåvirket, og var drønet ind i dem.
Såvel Carl som Mia var dræbt på stedet.

De lå bare dér, og så så fine ud!
Det så faktisk ikke ud som om der var sket noget særligt med dem.
De havde nogle overfladiske skrammer - men fordi bilen havde taget så godt af for stød - og pga airbag, kunne man ikke se ret meget.
Eller også kan jeg ikke huske det..??

Resten af dén dag står sådan set i tåge for mig, jeg fik selvfølgelig kontaktet vore nærmeste, farmor og faster Tulle og også nogle af vore bedste venner. Derefter kom hospitalspræsten op og talte med mig og vi blev enige om at han skulle kontakte vores egen præst og bedemand, som jeg så skulle tale med næste dag.

Det var fuldstændig uvirkeligt. Farmor og Tulle kom på hospitalet, så jer, og jeg kan bare huske at vi talte om at det da var upraktisk, lige her før jul! Ja – vi fattede simpelthen ikke hvad der var hændt!!!

Jeg tog hjem sent fra hospitalet med beskeden om, at jeg kunne komme og besøge jer så ofte jeg havde lyst. Jeg havde ikke nogen problemer med at sove – var dødtræt og udmattet, fra hospitalet tilbød de mig beroligende piller men jeg fik aldrig brug for dem!

Næste dag var jeg hos jer tidligt, I var stadig fine at se på og jeg husker ikke der var noget forandret ved jer.

Min telefon begyndte at kime, folk havde hørt rygter og ville høre at det ikke var sandt – men på et tidspunkt blev jeg i alt fald nødt til at indtale på telefonsvareren at eftersom der var sket en forfærdelig ulykke var vi ikke i stand til at tage telefonen i øjeblikket, dét husker jeg da.

Bedemanden kom, det var rart at tale med ham, jeg havde jo været med til den slags både i forbindelse med min mors og søsters død, men denne gang var jeg ret alene, for jeg følte ikke jeg kunne lade Carls mor tage ansvar for noget af dette.

Vi talte om dødsannonce, begravelse, som jeg bad om at vente lidt over en uge med, eftersom Carls bedste ven er diplomat i Sydøstasien og skulle bruge nogle særlige dokumenter for at komme hjem.

Jeg tror, jeg var som i en slags trance, for bagefter har jeg været meget meget tilfreds med sådan som alt er blevet gjort – og jeg forstår slet ikke, hvordan jeg har kunnet tænke så klart under så tragiske omstændigheder.

Vi skulle vælge kiste, og der var slet ingen tvivl for mig. Carl har altid været en mand som valgte kvalitet frem for kvantitet – og han har selv tydeligt sagt, at den dag han skulle herfra, skulle det være i noget ordentligt kram som ikke lige gik til!! Så de fik naturligvis begge to en fin egetræskiste. Mine yndlingsblomster er hvide liljer, og Carls er hvide orkidéer. Så begge kister blev dekoreret med liljer og orkidéer, Carls udelukkende med hvidt, og Mia fik de smukkeste lyserøde liljer og orkidéerne ligeledes med lyserødt. Hun VAR jo en rigtig prinsesse.

Gravstedet var heller ikke svært, for Carl og jeg har flere gange talt om at vi gerne ville ligge samme sted som min mor og søster ligger – det er som en park, og her følger man årstiderne og bliver en del af dem, føler vi. Vi fandt et smukt sted under en stor gammel eg, og her ved jeg nu, at jeg også skal ligge når min tid kommer.

Den gamle kirke var også oplagt, eftersom Mia var døbt og konfirmeret i den kun nogle måneder tidligere – selv om jeg vidste, det ville blive hårdt.

Jo, der var mange ting at tage stilling til og jeg husker udelukkende at disse dage var optaget af at skulle fare rundt fra det ene sted til det andet. Jeg skulle også op på Mias skole og tale med klassen, fortælle dem hvad der var sket. Samtidig med at der konstant var folk som ringede, kom eller sendte blomster, mails osv osv. Heldigvis var min veninde Lene flyttet ind og hjalp mig med at sørge for mad, åbne post, affald osv..

På et tidspunkt blev det den allersidste dag…. Jeg skulle op, gøre mig selv klar til at tage afsked, sådan rigtigt, med de to mennesker jeg nogensinde har elsket højst, for evigt! Dén morgen kan jeg bare huske at jeg tænkte, da jeg så mig selv i spejlet – Helle, du er blevet gammel! Og jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg i alt fald skulle have sorte bukser, sko og frakke på – der skulle ikke være nogen tvivl om at dette var en sorgens dag for mig – men at jeg samtidig også ville have en smuk farve på, rød, en smuk rød skjorte, for at symbolisere min kærlighed til Carl og Mia!

I kapellet puttede jeg mine elskede for allersidste gang, allerede 2 dage før havde vi gjort dem klar med det tøj jeg havde udvalgt til dem. Carl havde fået sine elskede Levi´s (et par ud af ca 30), en smuk rød skjorte som jeg selv og et sort tørklæde i halsen. Han havde sin vielsesring på, sit armbåndsur og en kæde han fik af Mia sidste år til jul. Med i kisten fik han en kopi af vores vielsesattest, et billede af os som studenter, et af Mia som baby og et af os alle 3 taget to uger før på en café. Han fik også et brev fra mig, fra sin mor, sin søster og 2 af hans bedste venner. Endelig fik han sin bamse som hans mor havde gemt fra han var barn. Han blev puttet med sin extradyne og pude.

Også Mia skulle sove i rødt, jeg ville gerne at vi alle symboliserede vores stærke kærlighed, når vi nu tog afsked. Så hun havde fået en fin rød kjole på, som jeg havde syet til hende i forbindelse med farmors fødselsdag en måned tidligere. Hun bar to ringe, én hun havde fået af farmor til sin konfirmation og en hun havde fået af sine bedste veninder, Cille og AC. Desuden bar hun en halskæde med mormors vielsesring, sit d&g ur som hun havde fået af os, et par guldøreringe og et armbånd hun havde fået af faster tulle. Med sig i kisten fik hun 3 bamser, sin möeckfløjte, sin mobiltelefon, vores bryllupsbillede, et klassebillede, et billede af farmor og det samme billede af os alle 3. Desuden fik hun adskillige breve. Mia fik også sin egen pude og dyne med i graven.

Da jeg, sammen med faster Tulle, Farmor og nogle af vore venner havde lukket kisterne, sang vi
DEJLIG ER JORDEN
PRÆGTIG ER GUDS HIMMEL…

Inden vi bar kisterne ud i de ventende rustvogne.

Vi havde besluttet at køre forbi Carls arbejdsplads, vort hjem og Mias skole på vejen til kirken. Det var godt nok svært at sidde i rustvognen. Jeg havde valgt at sidde i Mias bil på denne sidste tur, mens Carls bedste ven kørte i den anden – jeg tænkte at Mia måske var lidt bange (!!).. Men mens jeg kørte med Mia tænkte jeg hele tiden på at Carl lå alene i den anden rustvogn…

Jeg kan naturligvis huske, vi havde sat flaget på halv stang, og at vi havde sat lys i indkørslen, men jeg har senere set på fotos at hele kvarteret hvor vi bor, havde gjort det samme – dét var meget stærkt at se.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi fik kisterne anbragt i kirken, husker bare at min moster, Maggy, stod udenfor kirken og at jeg var meget glad for at se hende efter flere år. At jeg gik som i trance gennem menneskemængden, ind og så på de ubeskriveligt mange blomster og satte mig stille på forreste række. Mias harpe og cello var stillet op, hendes musiklærer og en af hans bekendte havde lovet at akkompagnere, og det var også meget underligt at se dem der. Mange mennesker kom og gav mig knus, sagde noget, og jeg erindrer intet af det. Bortset fra at jeg aldrig nogensinde har set så mange mennesker samlet før.

Jeg havde valgt at præsten skulle tale lidt om Carl og Mia sammen /os som familie, men også prøve at holde lidt individuel højtidelighed. Så jeg havde trukket nogle forskellige ting ud, og talen – som jeg efterfølgende har fået på skrift – er meget smuk og unik.

Salmerne/sangene jeg havde valgt var følgende:

BLOMSTRE SOM EN ROSENGAARD.

DET ER SÅ YNDIGT AT FØLGES AD (TIL CARL)
ALTID VIL JEG MINDES DENNE AFTEN, K.Larsens ”allersidste dans” (TIL CARL)

SOLEN ER SÅ RØD, MOR (TIL MIA)
PRINSESSEN MIA – KONFIRMATIONSSANG, som jeg har skrevet. (TIL MIA).

I SKOVENS DYBE STILLE RO.

(mens kisterne blev båret ud sang en ven ”Pianomand” – både Carl og Mia spillede meget klaver og elskede den sang.. ”er der sol over Gudhjem i de dødes land…”)

EN ROSE SÅ JEG SKYDE (VED GRAVEN)

Efter begravelsen tog farmor, faster og jeg hjem til os – men jeg kan huske at jeg bare ønskede at være alene – alene med mit savn og min sorg. Og fra dén dag, da jeg ikke længere havde noget jeg skulle ordne for mine elskede – var det som om, det hele kom væltende ned over mig.

Jeg lever, nu et år efter, stadig som en robot. Står op, tager bad, drikker kaffe, går på job hvis jeg føler for det, kommer hjem, spiser og går i seng. Mit liv er blevet reduceret til en overlevelsesproces, og jeg finder absolut ingen glæde i noget som helst. Min krop er gået i stå, og den eneste måde jeg virkelig mærker jeg er i live, er hvis jeg brænder mig på vandet i badet!! Jeg savner min lille familie dag og nat, og jeg ved at intet – INTET i verden under nogen omstændigheder kan bringe dem tilbage til mig.

Denne mindeside er IKKE et forsøg på at tiltrække opmærksomhed eller få medlidenhed. Den er udelukkende oprettet for at informere andre om, hvem Carl og Mia egentlig er/var, eftersom jeg ofte tænder lys her på mindet – og naturligvis også for at give andre mulighed for at skrive i gæstebogen. Jeg har ikke planer om at sætte billeder på, dem har jeg det svært nok med selv – og desuden ved jeg, andre har haft dårlige erfaringer dermed.

In memoriam Carl og Mia Sommer.


Mindeinformation

  • Født: 15/5/1993
  • Død: 13/11/2006

Til minde

Gæstebog

Skriv i gæstebog

Seneste lys

  • Fredag d.22/11Sender masser af varme tan ...

  • Onsdag d.20/11Sad inde på mindet og fald ...

  • Fredag d.15/11Ligeså skønt livet og fami ...

Tænd et lys Se alle lys

Tidslinje

Se tidslinje

Del dette minde

Fortæl andre om mindet for Mia Felicia og Carl Johan Sommer.


Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail